Inklusion og læringsstile

SE – HØRE – RØRE – GØRE eller Stine, Hassan, Rosa og Gustav.

Jacob, der er pædagog på Koglestuen er i gang med at fortælle om en skovtur de skal på dagen efter. Børnene sidder i en rundkreds og lytter. Gustav forsøger også at lytte, men det som om, hans krop bare vil bevæge sig. Hans ben bliver urolige, og han rejser sig nogle gange og kravler rundt imellem de andre børn. Anton og Mehmet synes det er irriterende, at Gustav forstyrrer dem. Jacob stopper sin forklaring og henter nu en stor bold til Gustav, som han kan sidde på. Gustav sætter sig glad på bolden. Nu kan hans krop bevæge sig, uden at han forstyrrer Anton og Mehmet, og så bliver de ikke sure på ham, og han kunne også koncentrere sig om det som Jacob fortalte. Senere ude på legepladsen skal de hoppe på tal. Det synes Gustav er sjovt. Han er vild med at skrive tal på fliserne med kridt og bagefter se hvor langt han kan tælle, og faktisk er han ret god til det.

Til samlingen kunne pædagogen Jacob have tysset på Gustav, være blevet irriteret og bedt ham om at sidde stille. Det gjorde han ikke. I stedet brugte Jacob de informationer han fik via Gustavs adfærd til at hjælpe ham, så han forblev inkluderet i et positivt børnefællesskab. Gustav er et ”gøre-barn” der lærer kinæstetisk. Han har brug for bevægelse og profiterer godt af at have sin krop med i læringsprocesser. Det kan være svært for ham at lytte i længere tid ad gangen og svært i det hele taget at lære noget, når de voksne går i gang med en lang forklaring. Gustav foretrækker at lære kinæstetisk – at gøre. Man kan som pædagog foretage forskellige tiltag, der inkludere Gustav i de aktiviteter der foregår. bl.a. ved at give ham mulighed for at bevæge kroppen, uden at det forstyrrer de andre børn, og ved at lave aktiviteter, der inddrager kroppen.

Hassan elsker når pædagogen Lotte fortæller lange historier om gamle dage. Han sidder med åben mund og lytter. Han kan huske mange af detaljerne i historierne og fortæller videre til sin lillebror derhjemme. Hassan er god til at huske sange og rim og remser. Også selvom der er mange ord. Hassan lærer rigtig godt igennem sin auditive sans – høresansen. 

Stine er 5 år. Hun er glad for at kigge i bøger og tegneserier, som står i reolen inde på Koglestuen. Især dyrebøgerne med masser af billeder og tegninger, og når de skal se film, så kan Stine huske meget af det, hun har set i filmen. Stine lærer rigtig godt gennem sin synssans, og profiterer af billeder, tegninger, film og andre visuelle udtryk.   

Når Rosa skal lytte til en voksen, sidder hun nogle gange og piller i sin trøje eller nulrer sit hår. Hun kan bedst koncentrere sig og lære, når hun har noget i hænderne. Rosa vil rigtig gerne arbejder med puslespil og bygge og konstruere, og når de arbejder med former og farver på stuen, så vil Rosa helst arbejder med vendespil. Det synes hun er sjovt, og så kan hun bedst huske alt det nye. Rosas foretrukne måde at lære på, er taktil – at røre.

LÆRINGSSTILE

De to professorer Rita og Kenn Dunn fra St. John´s University i USA, har brugt mere end 40 år på at forske i, på hvilke måder vi lærer bedst på. De er nået frem til, at der er 20 elementer, der kan have indflydelse, når vi som mennesker skal lære. Disse elementer er inddelt i 5 hovedgrupper: De miljømæssige elementer der handler om lys, lyd, temperatur, møbler og indretning. De emotionelle elementer handler om motivation, konformitet, vedholdenhed og struktur. De sociale elementer handler om de præferencer vi har for at arbejder alene, med makker eller i gruppe. De fysiologiske elementer handler om hvilke sansemæssige præferencer vi har for at lære, om vi er stærkest på den auditive, den visuelle, den taktile eller den kinæstetiske sans. Nogle husker, hvad de har set, mens andre bedst husker hvad de har hørt. Ligeså velkendt er det, at nogen helst skal skrive notater for at huske. Andre igen, husker bedst ved at være involveret og aktiv, når de skal lære noget nyt og svært. De psykologiske elementer handler om, om vi primært foretrækker at arbejder fra del til helhed, analytisk, eller fra helhed til del, holistisk/globalt, alt afhængig af hvordan vores hjerne registrere ny information. Herunder også om vi bearbejder informationer refleksivt eller impulsivt. De fleste mennesker har præference for mellem 6 og 12 af elementerne. Teorien peger på, at alle mennesker har en præference på det fysiologiske område – altså en sans, som er den stærkeste, specielt når de skal lære noget nyt og/eller svært, og det kommer også til udtryk i deres foretrukne kommunikationsmåde. Mange er opmærksomme på, hvordan de bedst lærer, og andre har slet ikke tænkt over det.

Tanken er ikke, at vi skal sætter børn i ”kasser”. Læringsstile er en hyldest til mangfoldigheden. Den tager afsæt i barnets styrker og kan guide os som voksne til at støtte og vejleder barnet til at lykkes i egen læringsproces. Arbejdet med læringsstile giver en større forståelse for forskellighed og en større accept af, at vore tilgange kan være vidt forskellige, og at der ikke er noget, der er rigtigt eller forkert…. bare forskelligt. Når vi som voksne italesætter denne forskellighed og tager hensyn til det gennem den måde vi kommunikerer med børnene på og igennem de aktiviteter vi tilrettelægger, så er det min erfaring, at børnene i højre grad forstår og rummer hinanden.

ORGANISERING

I min egen praksis blev jeg ekstra opmærksom på, at tilgodese de fysiologiske elementer i min planlægning og gennemførelse, så der var deltagelsesmuligheder for alle børn. Hvis man fx skal arbejder med geometriske former i børnehaven i et mere formaliseret projekt, så kan man som pædagog præsentere børnene for forskellige tilgange. Jeg er helt overbevist om, at det gør langt de fleste pædagoger. Jeg har arbejdet med fælles opstart hvor børnene fx skulle finde ting i rummet som enten var firkantet, cirkelformet eller trekantet. Vi legede stopdans med former osv. Senere legede børnene i ”værksteder”. I et værksted kan aktiviteterne variere i indhold og deltagerantal. Fx var der et værksted, hvor børnene tegnede ”hop-i-mand” med firkanter, cirkler og trekanter. I et andet værksted kunne børnene skabe et billede med geometriske plastfigurer ved at placere dem på sort karton. Andre børn fik en I-pad og gik på figurjagt på stuen og legepladsen, og skulle tage fotos af geometriske former. Målet var det samme, men vejen dertil var forskellig.  Værkstedsarbejde er en inkluderende arbejdsform, da der er forskellige tilgange til en opgave.  

DET FYSISKE RUM

Igennem de sidste tre år har jeg samarbejdet med Virum Sorgenfri netværk der består af 8 dagtilbud. Fokus har været på at skabe inkluderende læringsmiljø med afsæt i  læringsstilsteorien og aktionslæring som metode. I nogle grupper satte de lup på egen praksis omkring de miljømæssige elementer, den måde, som de havde indrette sig på. Eksempelvis en stue, der var udfordret på støj. Pædagogerne filmede og analyserede praksis på stuen. De kravlede rundt i 5 års børnehøjde og fik idéer til en anderledes indretning. Det resulterede i mange flere små zoner, der havde forskellige funktioner. Bl.a. et telt der primært var forbeholdt en dreng, som havde bruge for at trække sig tilbage engang imellem og et stillerum med dæmpet lys, stjernehimmel og mulighed for at lytte til afslappende musik. Møbler blev skiftet ud, så der var flere bløde møbler, og plastkasser blev udskiftede med blødere materialer der ikke støjede. Tiltagene var overskuelige, og det overraskede pædagogerne, hvor lidt der skulle til for at skabe et mere inkluderende læringsmiljø, hvor støjen var reduceret og hensynet til børnenes behov var styrket.     

Selvom læringsstilsteorien er en gammel kending, så mener jeg at der er meget ”guld” at hente når vi skal forstå og imødekomme de børn vi arbejder med og i den måde vi planlægger og organiserer pædagogisk arbejde på. Jeg er selv fan, og har teorien solidt plantet i min egen ”værkstedskasse”.

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.